Er du nyuddannet? Klik her - for ret til dagpenge, rådgivning og meget mere

Hvornår bliver private gøremål på jobbet til tidstyveri?

Det er vigtigt, at du kender reglerne om tidstyveri på jobbet, for det kan have store konsekvenser for din ansættelse. Det viser en nyere sag.

Arbejdsliv
Illustration: Thomas Thorhauge.
Af Morten Halskov

Det er en forudsætning for arbejdsaftalen, at arbejdstiden skal være effektiv. Det betyder, at hvis du i arbejdstiden laver ting, der ikke har relation til dit arbejde, så kan det være tidstyveri. Teknikeren har stillet advokat Byrial Bjørst spørgsmål til fænomenet.

Hvad kan konsekvenserne være, hvis du som medarbejder begår tidstyveri?

”Du kan få en advarsel, og i grove tilfælde kan du blive bortvist.

Er der en bagatelgrænse for tidstyveri?

”På det danske arbejdsmarked er det almindeligt accepteret, at du kan være nødt til at udføre mindre private gøremål i arbejdstiden, som for eksempel at tage telefonen, når dit barn ringer, eller skrive og fortælle partnere, at der skal købes WC-papir. Men det er naturligvis en forudsætning, at sådanne gøremål ikke sætter produktion eller kolleger i fare. Så ja, der er nok en bagatelgrænse, men det er vigtigt at være opmærksom på, at mange små private gøremål kan summe sig op til et uacceptabelt niveau.

Er det medarbejderen eller arbejdsgiveren, som har bevisbyrden i en sag om tidstyveri?

”Det vil være arbejdsgiver, der som udgangspunkt har bevisbyrden. Men bevisbyrden kan vende, hvis arbejdsgiveren eksempelvis kan fremlægge op­­lysninger om, at computeren ikke har været tændt, eller at bilen har været et uvedkommende sted på et tidspunkt, hvor medarbejder ­oplyser at have arbejdet.

Må en arbejdsgiver bruge kravet om registrering af arbejdstid som kontrol?

”En arbejdsgiver skal inden indsamling af oplysninger orientere om, hvad han bruger dem til. Det følger både af DA og FH’s aftale om kontrolforanstaltninger og ­persondatareglerne.

Hvad kan man som medarbejder gøre for at sikre sig, at man ikke kommer til at begå tidstyveri?

”Prøv at holde din arbejdstid effektiv. Skab sammen med kolleger og arbejdsgiver en god stemning om arbejdet, som får alle til at stole på, at vi alle gør, hvad vi kan, og at vi løfter i flok. Den gensidige tillid er grundlaget for den fleksibilitet i arbejdet, som både arbejdsgivere og arbejds­tagere ønsker.

Har du et godt råd til, hvad man som medarbejder kan gøre for at undgå, at man får en sag om tidstyveri imod sig?

”Det er en rigtig god idé at registrere præcis, hvornår man arbejder. Ofte vil den tid man har været nødt til at bruge på et privat ærinde i den almindelige arbejdstid være modsvaret i ekstra tid, man har brugt på arbejdet uden for arbejdstiden. Orienter gerne din arbejdsgiver om din opgørelse af arbejdstid. Det kan også være værdifuldt i ­lønforhandlingssituationer.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL