Vil du gerne låne penge ud til dine børn, så de kan købe en bil eller en bolig? Eller har du brug for at låne penge af din mor og far?
Den situation står mange unge og forældre i for tiden, fordi huse og lejligheder i især København og Aarhus stiger med raketfart.
Knap otte ud af ti unge førstegangskøbere har fået økonomisk hjælp fra deres forældre, når de unge for første gang skulle købe bolig i hovedstaden, skrev interesse- og arbejdsgiverorganisationen Finans Danmark i marts. Tre ud af ti har fået mere end 300.000 kroner i støtte.
Unge, der køber bolig i Odense, Aarhus og Aalborg får ofte også økonomisk hjælp fra deres forældre - men dog i kroner og øre i mindre omfang end i København, hvor boligerne er betydeligt dyrere.
Den økonomiske støtte er nok primært ydet som rente- og afdragsfrie familielån, vurderer revisions- og rådgivningsfirmaet BDO i dets nyhedsbrev Depechen - og skriver, at "familielån er populære som aldrig før".
Her kan du læse om, hvordan forældre kan låne penge ud til sine børn, så de unge kan få luft i budgettet ved at reducere deres behov for at optage et noget dyrere bank- eller realkreditlån.
Hvor meget må man give for i gave?
Selve lånet mellem forældre og barn er typisk et såkaldt anfordringslån, som også bliver kaldt et familielån.
“Skattemæssigt er rente- og afdragsfrie familielån som oftest helt uproblematiske, når de ydes på anfordringsvilkår. Det vil sige, at lånet kan opsiges og kræves tilbagebetalt med kort varsel. Forældrene skal således ikke betale skat af en anslået renteindtægt, som kunne være opnået ved udlån til andre, og barnet skal ikke betale gaveafgift af den kapitaliserede værdi af rentefordelen,” skriver BDO i nyhedsbrevet.
Et anfordringslån kan gøres rente- og afdragsfrit, altså totalt gratis for barnet, hvis det er det, forældrene ønsker, skriver Politiken.
Enten kan forældrene kræve, at barnet lidt efter lidt eller engang ude i fremtiden betaler af på lånet. Eller også kan de vælge løbende at nedskrive lånet.
Hver forælder må i 2026 give sit barn 80.600 kroner i gave om året, uden at der skal betales gaveafgift, skriver Skat på dets hjemmeside. Dermed kan et forældrepar altså nedskrive barnets gæld med 161.200 kroner om året.
Familielån med gældsbrev
Der er ingen begrænsninger på beløbet, når I laver et familielån. Og det kan være både afdrags- og rentefrit.
Låneaftalen kan med fordel indeholde lånebeløbet, rentevilkårene, en plan for tilbagebetaling og en eventuel sikkerhedsstillelse.
Et familielån kan ydes til hvem som helst, så det er ikke et krav, at man er beslægtet, skriver Danske Bank.
Ifølge banken er der dog tre krav:
- Lånet skal ydes som et anfordringslån. Det vil sige, at det kan opsiges af långiveren med kort varsel, for eksempel 14 dage.
- Der skal oprettes et gældsbrev, som beskriver lånets betingelser, og som underskrives af begge parter.
- Der skal være tale om et reelt gældsforhold – altså et virkeligt ydet lån. Det må for eksempel ikke være en del af aftalen i gældsbrevet, at man nedskriver gælden med det skattefri gavebeløb hvert år. Gaver og familielån skal holdes adskilt.
“Hvis gavegiver for eksempel først overfører gavebeløbet med tekstbeskeden ’Gave’, og gavemodtager derefter returnerer pengene med beskeden ’Afdrag på gæld’, er dokumentationen i orden, og samtidig bør man notere nedskrivningen på selve gældsbrevet,” siger skattechef i Danske Bank Peter Ambus til bankens egen hjemmeside.
Tip: Lånedokumentet kan underskrives digitalt, så datoen bliver lagret. På den måde kan man præcist dokumentere oprettelsen af lånet over for Skat.