Er du nyuddannet? Klik her - for ret til dagpenge, rådgivning og meget mere

Er din pension fulgt med opturen?

Nogle pensionsopsparere har fået et helt års afkast på bare et halvt år. Se, hvordan flere pensionsselskaber har klaret sig, og tjek din egen pension.

Privatøkonomi
Pensionsopsparingerne har haft et usædvanligt stærkt første halvår. Se forskellene mellem flere pensionsselskabers afkast, og tjek din egen pension. Illustration: Thomas Thorhauge.
Af Morten Halskov

En nedtur for danske pensionsopsparere i årets første måneder er vendt til et super godt første halvår af 2026. 

For på trods af krig og kaos flere steder i verden har markedet for aktier været på en stejl optur. 

Afkastet har været 8,9 procent i første halvdel af året for en typisk dansk pensionsopsparer, der kan gå på pension om 15 år, og som har investeret sin pension med middel risiko. 

Det viser en opgørelse fra analysehuset Nikolaj Holdt Mikkelsen, skriver Børsen.

“Vi har næsten fået et helt års afkast på et halvt år. Et afkast på knap 9 pct. ville i mange år have været et fint resultat for et helt kalenderår,” siger Nikolaj Holdt Mikkelsen til mediet.

Opgørelsen viser, at der er stor forskel på, hvor meget danskernes pensionsopsparing er steget. 

Vildt afkast

Ifølge Berlingske har danske pensionsopsparere i løbet af april og maj fået et så stort, ekstraordinært afkast, at det svarer til mere end ét års afkast i et normalt år.

Faktisk har pensionskunder med middel risiko hos landets næststørste pensionsselskab, Danica, fået, hvad der svarer til to års afkast på bare to måneder, skriver mediet. 

Investeringschef hos Danica Andreas Stang kalder det over for Berlingske “helt vildt” - og oplyser, at det kun er sket seks gange i løbet af de seneste 20 år, at pensionsopsparere hos Danica har fået et fået så godt et afkast som hidtil i år.

Store forskelle

Opgørelsen fra analysehuset Nikolaj Holdt Mikkelsen viser, at det blandt landets pensionsopsparere med 15 år til pension og middel risiko er kunder hos Pædagogernes Pension, der har fået det største afkast i første halvdel af 2026: 12,14 procent. 

Mange medlemmer af TL har deres arbejdsmarkedspension placeret hos landets største pensionsselskab, PFA. Her har afkastet i de første seks måneder været 8,28 procent for kunder med 15 år til deres pensionsalder og middel risiko. 

Altså lidt under pensionsselskabernes samlede gennemsnit på 8,9 procent i perioden. 

Dårligst er det gået for pensionsopsparerne hos Industriens Pension. Her har den samme type af kunder kun fået et afkast på 6,87 procent, fremgår det af opgørelsen i Børsen. 

Tip: Du kan tjekke din samlede pension på pensionsinfo.dk

Læs også: Din arbejdsgivers skift af pensionsselskab kan koste dig dyrt