Når privatlivet vælter arbejdslivet

”Når ens børn har problemer, kan tanker og bekymringer fylde mig. Og når der så skal holdes møder med f.eks. skolen, er det jo i min arbejdstid.”

”Jeg har to børn med diagnoser, og det kræver at jeg nogle gange arbejder hjemmefra eller forskudt af normal arbejdstid.”

Sådan svarer to TL-medlemmer i en ny undersøgelse fra Teknikeren til spørgsmålet om, hvorfor privatlivet tager så meget af deres tid og energi, at det går ud over arbejdet. I alt svarer 10 % af respondenterne, at det netop er tilfældet.

TL-forældrene er ikke alene med deres bekymringer. Antallet af børn med bekymrende skolefravær er i kraftig stigning. Bekymrende fravær i folkeskolen kaldes også skolevægring og dækker over fravær, der typisk hænger sammen med mistrivsel.

Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at andelen af elever med mere end 10 % fravær er tredoblet fra 3 % i 2019 til 9 % 2025.

Men der er måske hjælp på vej. Flere politikere har rettet blikket mod folkeskolen, og i den netop overståede valgkamp kom flere partier med bud på løsninger. Indsatser mod ufrivilligt skolefravær kom sidste år på finansloven, og et nyt videnscenter skal fra 1. marts 2026 hjælpe kommuner og skoler med at komme skolefravær til livs.

Svært at fortsætte arbejdsliv

Flere børn med bekymrende fravær betyder flere forældre på tabt arbejdsfortjeneste.

Tal fra Danmarks statistik viser, at udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste er steget med en milliard siden 2019 og nåede 2,5 milliarder kroner i 2024.

Bag de tal står nogle pressede forældre, siger børne- og ungepsykolog Maryam Testmann. Hun ser tit børn med langvarigt skolefravær og hjælper og rådgiver ­familierne.

”Der er ikke noget værre, end hvis børnene mistrives. Når børn bliver stressede, bliver forældrene det også. De har et kæmpe arbejde med at løse skolefraværsproblemet, hvor de skal navigere i store følelser og være tovholdere i barnets liv på en anden måde. Det er forældre der kommer til at skulle trække i mange tråde for at få hjælp til at barnet igen kommer i skole.”

Når børn kommer i mistrivsel, går det ud over arbejdslivet, forklarer Maryam Testmann. For man kan ikke være to steder på en gang.

Nogle tager barnet med på job, har fleksible arbejdstider og arbejder om aftenen. Andre har ikke den mulighed.

”Det er så hårdt mentalt, for der skal være nogle til at passe barnet. Det er en kæmpe belastning. Konsekvensen er, at nogle mister deres job på sigt,” siger hun.

Reager tidligt

Maryam Testmann oplever en stigning i familier, der henvender sig, fordi børnene mistrives i skolen.

Når forældrene kontakter hende, kan det dog være sent i forløbet. Der kan være gået måneder, hvor barnet ikke er i skole.

”Når de kommer, håber de, at jeg kan løse det for dem. Men det er et kæmpe arbejde, især hvis det er et større skolebarn. Store børn kan ikke bare tvinges i skole. De små har mere tiltro til, at de voksne ved bedst og de er mere fleksible i deres tankegang. Derfor lykkedes det ofte hurtigere at arbejde med dem og få dem tilbage til skolen.”

Når forældrene henvender sig, har de brug for hjælp til at forstå, om det er okay, at de presser deres børn til at komme i skole, eller om de gør skade på dem.

”Hvis det er en form for angst eller blokade, skal det ikke være for hyggeligt og for rart at være hjemme med f.eks. bagning og computerspil. For så keder barnet sig ikke og savner ikke sine kammerater og aktiviteter. Skoletid skal være kedeligt, når man er hjemme, medmindre man er syg med høj feber. Man skal sidde og lave lektier, lave opgaver. Og faktisk komme til at kede sig”.

Hun understreger, at der kan være undtagelser, og at rådet skal tilpasses barnets situation – men at ”hygge” ikke må blive en belønning for fravær.

For mange familier løser mis­trivselen sig heldigvis. Og så står forældrene med et kæmpe mentalt oprydningsarbejde hos sig selv.

”Det er traumatiserende at have et barn i mistrivsel. Det kan sammenlignes med at have et barn der er kronisk, fysisk syg. Jeg ser mange efterreaktioner hos forældre. Efter et barn er kommet ud af mistrivslen, begynder forældre at kunne trække vejret. Og så kan de mærke, at de selv har kæmpet.”

Tempoet ud af ­hverdagen

Hun er uddannet lærer, har arbejdet i børnepsykiatrien og er forfatter til ‘Bogen om skolefravær’ (2025).

Anne Vestergaard mener, at familier med børn i mistrivsel har brug en chance for at kunne trække tempoet ud af familielivet.

”Børn kan mærke travlhed og pres om morgenen. Og det kan nogle gange være det, der for nogle sårbare børn bremser dem i at komme ud ad døren. Det er essentielt med fleksible løsninger i et egentlig ikke altid så fleksibelt og rigidt arbejdsliv og skoleliv,” siger hun til Teknikeren en måneds tid, inden hun tiltrådte som chef.

Når børn mistrives i skolen, handler det ofte om utryghed, forklarer Anne Vestergaard.

”Det er bevist, at en af de største årsager til fravær ud over sygdom er utryghed i fællesskaberne. Det er utryghed i forhold til at være en del af en klasse, i forhold til lærere. Utrygheden kan også vokse ind i det samarbejde, der er mellem skole og forældre.”

Mistrivsel er et internationalt fænomen uden enkle løsninger, påpeger hun.

”Vi har i hele verden et samfund i forandring. Og et skolesystem i forandring. Vi har flere skærme, mere tempo.”

Tidlige tegn

I hendes bog peger hun på, at der skal meget mere forebyggelse til, og så vil hun gerne styrke samarbejdet mellem skole og forældre.

”Mange vil gerne samarbejde. Men det er også i samarbejdet, at det ofte går galt mellem skole og hjem. Fordi man kommer til at sidde og have forskellige forståelser og fortællinger om det samme barn.”

Anne Vestergaard mener, at forældre bør reagere på alle tidligere tegn, barnet viser på mistrivsel.

”Vi er nødt til at være nysgerrige på, hvorfor børn har ondt i maven og ikke vil i skole. Men hvis vi venter med at gøre noget, til børnene har 10% fravær eller 10-15 dage, kan det allerede være for sent.”

Hun opfordrer forældre til at kontakte skolen, når de fornemmer, at noget er ved at ændre sig hos barnet.

”Det er ofte børnene, der har nøglerne til den forståelse, vi voksne skal have af, hvad der er svært i deres skoleliv. Er det, fordi de er utrygge i klassefællesskabet? Bliver de mobbet? Er der mange fremlæggelser?”

Mange børn reagerer desuden voldsomt på uro og kaos.

”Og inklusionen presser rigtig mange børn, fordi mange børn med sårbarheder skal være i det almene, uden at de får den støtte og hjælp, som de har brug for.”

Anne Vestergaard understreger behovet for fokus på det gode børneliv, mindre pres på familierne og flere stabile voksne omkring børnene.

Hun glædes derfor over den politiske opmærksomhed på skolerne.

”Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg har mange forhåbninger. Vindene blæser i skolens retning. Nu er det børnenes tur.”