Unikt jubilæum: Kirsten har borgernes drømme i sine hænder

Der er kø i kommunens kantine i Korsør. Tidligere og nuværende kolleg­er, familie samt venner står klar til at give Kirsten Abel et kram og ønske TL’eren tillykke.

Klokken 12 slår hun let på et vandglas med en kniv og byder velkommen til sin reception.

“Det er helt fantastisk,” siger Kirsten Abel og kigger ud over den propfyldte kantine.

Mens gæsterne spiser miniburgere samt små ristede brød med tomat, skinke og lidt grønt på toppen, stiller hendes chef sig hen i nærheden af kantinens flygel. I dagens anledning er det helt dækket af gaver: Især vinflasker og fyldte købmandskurve. 

“50 års jubilæum. Helt seriøst? Jeg synes, det er overvældende, at du har været her i så lang tid. Helt overvældende. Det fortjener respekt,” siger afdelingslederen til Kirsten Abel.

Kulturchok

Kirsten Abel er født og opvokset på Bornholm, hvor hun tog realeksamen. 

Hendes far var arbejdsmand og mente, at hun også skulle tage en studentereksamen på klippeøen, når nu hun havde evnerne til det. Det ville datteren dog ikke, og faren blev lidt skuffet. Hun ville rejse hjemmefra og fulgte i et par af sine kusiners fodspor til Sjælland. 

Kirsten Abel flyttede til Slagelse, hvor hun kunne læse på teknisk skole.

“Det var lidt af et kulturchok. Jeg er ud af en kristen familie, hvor man ikke gik i byen. Da jeg så kom til Slagelse, så skulle jeg helst hver aften på diskotek, fordi jeg elskede musikken, og det var spændende for en på 17 år. Og alt det, der foregik på kollegiet, var også en helt ny verden, der åbnede sig med masser af sociale relationer og alt muligt andet,” siger hun til fagbladet Teknikeren.

Tusch og hovedlineal

Kirsten Abel ville være teknisk assistent, fordi hun kunne lide huse, bygninger og tegninger. Desuden tiltalte det hende, at uddannelsen ikke var så langvarig, og at man kunne læse videre til byggetekniker eller konstruktør. Hun ville begynde som teknisk assistent og se, hvordan det gik, tænkte hun. 

I august 1973 begyndte Kirsten Abel at læse til teknisk assistent. Uddannelsen var delt op i et år på teknisk skole, et år i praktik og så et halvt år på skole igen. Hun valgte at blive elev på bygningslinjen frem for maskin- eller driftslinjen. 

Kirsten Abel fik muligheden for at komme i praktik hos en arkitekt. Lønnen på 500 kroner om måneden var dog for lav, syntes hun.

I stedet valgte hun en praktikplads hos Bygningsinspektoratet i Slagelse Kommune, hvor hun kunne få cirka 850 kroner i elevløn om måneden. 

På sit andet skoleforløb besluttede hun sig for, at hun gerne ville være byggesagsbehandler. Især kontakten med borgerne og det at hjælpe dem med at finde løsninger på forskelligt bygningsarbejde trak i hende. Og så det, at hun i et job på rådhuset kunne få sine egne sager og senere også træffe sine egne afgørelser. 

Det foretrak hun frem for at sidde på en tegnestue og trække op med tusch og hovedlineal, som man gjorde dengang, fortæller Kirsten Abel.

“Jeg kunne slet ikke se mig selv sidde på en tegnestue og ikke have kontakt med andre end en arkitekt eller ingeniør, der kom hen og sagde, hvad jeg skulle tegne,” siger hun. 

Forventes ikke forlænget

Til receptionen i kantinen fortæller afdelingslederen i sin tale, at han har gransket hendes personalemappe forud for jubilæet. Her har han fundet en kopi af hendes ansættelseskontrakt, da hun første gang blev ansat i Slagelse Kommunes Bygningsinspektorat. Han læser højt fra jobopslaget til vikarstillingen som tekniker:

“Det var en stilling, som var begrænset til seks måneder, og som ikke kunne forventes forlænget,” beretter chefen.

“Har du tjekket, om du har fået løn de seneste år,” spørger chefen med et stort glimt i øjet, mens mange af gæsterne griner højlydt langs de aflange borde i kantinen. 

Personalemappen gemmer også på hendes jobansøgning, som chefen konstaterer var “ekstrem kortfattet”. Lynhurtigt læser han den skriftlige ansøgning - som stort set kun refererer til en samtale med en ingeniør - højt. Han bemærker, at hun ikke end ikke havde skrevet en begrundelse for, hvorfor hun gerne ville have jobbet. 

Headhuntet i shoppingcenter

Kirsten Abel forklarer til fagbladet Teknikeren, at hun forud for sin korte ansøgning havde mødt sin kollega fra praktiktiden nede i Vestsjællandscentret i Slagelse. Han havde overbevist hende om, at hun sagtens kunne bestride jobbet, eftersom hun havde været i praktik i et år hos kommunen. 

“De kunne ikke finde en konstruktør eller ingeniør, så jeg blev headhuntet. Hvis de ikke havde spurgt mig, så havde jeg ikke turdet at søge stillingen, for de brugte jo kun ingeniører og konstruktører med håndværkerbaggrund som byggesagsbehandlere. Dengang skulle man jo kunne rådgive folk, når de kom og spurgte, om for eksempel den der bjælke var god nok til at lægge hen over vinduet,” siger Kirsten Abel.

Hun blev ansat fra 1. januar 1976 for et halvt år - og skulle møde dagen efter klokken 8. Hendes løn og pensionsbidrag var på henholdsvis 4.192 og 662 kroner ifølge overenskomsten mellem Teknisk Landsforbund og Kommunernes Landsforening, viser ansættelseskontrakten. 

Lønnen betød, at TL’eren i løbet af 1976 fik råd til at tage kørekort.  

Kirsten Abels vikariat blev forlænget. Og i oktober 1976 indstillede stadsingeniøren i Slagelse Kommune til, at hun skulle fastansættes i en nyoprettet stilling som teknisk assistent i byggesagsafdelingen frem for, at stillingen blev slået op som ledig. 

“Hun har således i et par år arbejdet i byggesagsafdelingen, hvor man er særdeles godt tilfreds med hendes arbejde,” skrev stadsingeniøren i sin indstilling til kommunens økonomiudvalg. 

Løfter øjenbrynene

Kirsten Abel blev fastansat og kom på Den Kommunale Højskole i Grenaa, hvor hun kunne blive uddannet til byggesagsbehandler.

"Der var så mig og alle mændene. De sagde: Hvad skal du? Hvad er du uddannet til? De løftede øjenbrynene noget. Jeg var jo ikke andet end 20 år gammel, og de andre var noget ældre. Det var da sjovt. Det var lidt spøjst, men det tog jeg mig ikke af,“ siger Kirsten Abel.

På 2. modul dukkede der én kvinde mere op, så de på det tidspunkt var i alt to kvinder, der uddannede sig til byggesagsbehandlere på højskolen. 

Blyant og papir

Da Kirsten Abel blev byggesagsbehandler, havde hun hverken computer, internet eller mobiltelefon til sin rådighed på rådhuset. 

“Vi havde jo nærmest ikke engang en lommeregner. Man sad med sin kuglepen og sin blok. Det var det. Der var ingen hjælpemidler. Det var helt vildt,” siger hun. 

Byggesagsbehandleren husker, at hun købte sin første lommeregner, da hun gik i anden fagklasse. Den kunne kun gange og dividere og kostede vist 230 kroner. De store Texas-maskiner, der kunne tage kvadratrødder, kostede 1.000 kroner, så sådan en lommeregner havde hun ikke råd til at købe.  

Røde streger

Også arbejdsgangen var anderledes dengang, hvor BBR-registret ikke var opfundet.  Og hvor hun ikke som i nutiden skal lave hele byggesagsbehandlingen fra “vugge til grav,” som hun kalder det. 

Når Kirsten Abel i begyndelsen af sin karriere havde behandlet en borgers byggesag, skulle hun lægge sagsmappen ind til sin chef, som sad på et andet kontor og kontrollerede hendes arbejde.

“Det var en meget ærværdig herre, en ingeniør, som så lidt alvorlig ud. Jeg var rystende nervøs. Så satte jeg mig tilbage på stolen, og så gik der ikke andet end et øjeblik, og så sagde han: Kirsten. Og så tænkte jeg, hvad har jeg nu lavet forkert. Det var så streget under med rødt, det, som han synes, var forkert, og som jeg skulle tænke lidt mere over. Sådan, så kunne man lære det. Det var ikke altid, at man tog på arbejde uden at have ondt i maven, for hvad blev man udsat for? Men ellers var mine kolleger fantastiske. Vi havde det sjovt,” siger Kirsten Abel.

Når hun var helt færdig med en byggesag, lagde hun sagen hen i en bunke til kvindelige kontormedarbejdere, som skrev selve byggetilladelsen og en regning til borgeren.

Tegningerne blev dengang gemt på mikrofilm, som Kirsten Abel klippede ud og gemte på disketter - og ikke som i dag på et elektronisk weblager.  

Autoritetstro

Hvad er den største forskel på jobbet dengang og i dag?

“Dengang var man autoritetstro. Folk rettede sig efter, hvad de offentligt ansatte sagde. Hvis man sagde: Det kan jeg ikke lade sig gøre, så var der ikke så meget diskussion, så kunne det bare ikke lade sig gøre. Og så sendte man et afslag. Folk skulle i hvert fald komme med en rigtig god begrundelse, hvis man skulle dispensere dengang,” siger Kirsten Abel.

“Man kunne blive uvenner med en borger, der kunne gå til borgmesteren og skælde ud, og så skete der ikke så meget mere. I dag tager borgerne kampen op. De siger: Det kan ikke passe, det kan ikke være rigtigt, det må vi snakke med nogen om. Og så tager de måske fat i nogle politikere,” tilføjer Kirsten Abel.  

Hun forklarer, at kommunens byggesagsbehandlere nu til dags laver konkrete vurderinger og helhedsvurderinger, hvis byggeretten i Bygningsreglementet ikke er overholdt.  

Er der noget, man i dag kan lære af, hvordan man arbejdede dengang?

“Det gik mere langsomt dengang. Det skulle ikke gå så stærkt. Der blev ikke lavet statistikker over sagsbehandlingstider. Man havde tid til at tænke sig om dengang,” siger Kirsten Abel, som arbejdede på deltid i et par år, mens hun havde små børn. 

Til bageren

Arbejdsmiljøet på arbejdspladsen har også ændret sig meget, vurderer byggesagsbehandleren. Det skyldes blandt andet, at der er blevet valgt arbejdsmiljørepræsentanter. Og at der er kommet meget mere fokus på både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø samt medarbejdernes trivsel nu i forhold til tidligere i hendes arbejdsliv. 

“Jeg kan huske, at når chefen gik, så skulle vi have kage, og så røg vi over til bageren. I dag behøver vi ikke at vente på, at chefen går. Vi har ikke det samme forhold til chefen, som vi havde dengang: Kæft, trit og retning, hvor man slog hælene sammen. Jeg kan huske, at man turde ikke sige du til den første chef, jeg havde. Det var De. Det er der heldigvis ikke noget af i dag. Det er blevet afslappet,” siger Kirsten Abel.

Som et led i fokus på medarbejdernes trivsel, har medarbejdere i Slagelse Kommune både flekstid og mulighed for to hjemmearbejdsdage om ugen.

Tillidsvalgt

Ole Frimann er også kommet til Kirsten Abels reception. I mere end 35 år var de nære kolleger i Slagelse Kommune. 

“Kirsten er utrolig venlig over for borgere og kolleger. Hun tænker meget på sine kolleger, og det var også derfor, at hun var tillidsrepræsentant i mange år,“ siger pensioneret ingeniør Ole Frimann til Teknikeren. 

Kirsten Abel er stadig næstformand for arbejdspladsens faglige TL-klub, der tæller hen ved 20 medlemmer. Og så er hun fortsat valgt for TL som medarbejderrepræsentant hos Slagelse Kommunes hovedudvalg, som er det øverste fælles samarbejdsorgan mellem medarbejdere og ledelsen i kommunen. 

“Jeg har altid haft et godt forhold til mine kolleger, synes jeg. De unge mennesker i 30’erne er sociale og vil gerne mødes i fritiden i for eksempel en løbeklub eller til en sommerfest. Det var der ikke noget af førhen. Der gik man på arbejde, og så gik man hjem igen. Men jeg har været til julefrokosterne i 50 år og har ikke misset en eneste endnu. Jeg skulle jo nødig gå glip af noget,” siger Kirsten Abel og griner.  

Tro tjeneste

For ti år siden missede hun heller ikke muligheden for at møde Dronning Margrethe. 

Kirsten Abels daværende chef hos Slagelse Kommune havde et halvt år forinden indstillet hende til at modtage dronningens fortjenstmedalje efter byggesagsbehandlerens tro tjeneste gennem 40 år.

“Kirsten er meget afholdt af såvel kolleger som afdelingens kunder, og hun deler gerne sin viden og mangeårige erfaring. Hun nyder sit arbejde og samværet med kollegaerne, som hun betragter som en del af “familien” med hvem, hun deler sorger og glæder. Hun elsker oplevelser og udfordringer i samværet med de mennesker, hun møder,” skrev den daværende chef blandt andet i sin indstilling.  

Megagod oplevelse 

Den 14. januar 2016 overrakte Dronning Margrethe fortjenstmedaljen i sølv til Kirsten Abel.

Iført hvide handsker og fint tøj trykkede byggesagsbehandleren dronningen i hånden og takkede for medaljen. Kirsten Abel fortalte også om sin opvækst, sit sommerhus på Bornholm, sit arbejdsliv. Samt at hun tidligere havde været med til at servere champagne for dronningen og Prins Henrik i forbindelse med indvielsen af Antvorskov Kaserne, hvor byggesagsbehandleren og nogle kolleger om aftenen også fik lov til at være med til at spise fin middag og høre hornmusik.     

“Dronningen af udtryk for at det var spændende at høre. Det var en kæmpe oplevelse for mig. Bare den der atmosfære at stå der på tomandshånd, synes jeg, var spændende. Det betød meget for mig, fordi jeg synes rigtig godt om kongehuset. Det var en kæmpe ære. Der var mange derinde, og det var sjovt at se, hvordan det foregik. Det var en megagod oplevelse” siger Kirsten Abel og fortæller, at hun først efterfølgende fik afleveret den krævede levnedsbeskrivelse til kongehuset efter at have fået en rykker.    

Kolleger er venner

Har du aldrig overvejet at skifte job eller arbejdsplads? 

“Nej, det har jeg faktisk ikke. Jeg har haft lyst til at arbejde i Slagelse Kommune og har været glad for mine kolleger. De har været mine venner. Der har været et godt arbejdsmiljø. Jeg har altid været glad for at arbejde her og for mine arbejdsopgaver," siger Kirsten Abel. 

Det er fortsat glæden ved at oplære kolleger, hjælpe borgere og finde løsninger inden for byggelovgivningens rammer, der driver hende.

Hun synes også, at det er spændende, at der hele tiden sker noget nyt i jobbet, for eksempel med byggelovgivningen, isoleringskrav, energimærkninger, miljøkrav og CO2-udledning. Der er faktisk ikke to dage, der er ens, forklarer byggesagsbehandleren.

Samtidig er det ”fantastisk” at være med til at indfri borgeres ideer og drømme om deres hjem, synes hun.

“Selvom byggelovgivningen sætter nogle snævre rammer en gang imellem, så siger vi: Nu prøver vi at se, om det ikke kan lykkes alligevel. Når det så virker, så bliver folk glade. Og når de også ringer bagefter og siger, at de er glade og tusind tak for en god sagsbehandling, så bliver jeg da glad,” siger Kirsten Abel.

Smadderflot eller rædselsfuldt

Selvom byggesagsbehandlere ikke længere skal færdigsyne alle byggeprojekter, når byggearbejdet er færdigt, kører hun nogle gange rundt på vejene i kommunen og betragter det endelige resultat af byggesagerne.  

“Der er mange byggerier, som jeg kigger på bagefter og siger: Hold da op, det er blevet flot. Jeg sætter pris på, hvis jeg kan se et stort parcelhus med havudsigt, der er blevet smadderflot, og hvor man ellers tidligere havde tænkt, at det kommer aldrig til at gå,“ siger byggesagsbehandleren og fortsætter grinende: 

“Men der er da også nogle steder, hvor jeg kører forbi og tænker: Har du givet lov til det der? Det var ikke så godt. For eksempel nogle kæmpe kviste, hvor man tænker: Det ser rædselsfuldt ud. Hvordan kunne jeg gøre det? Det gør jeg ikke igen, selvom vi ikke er smagsdommere.”  

Meningsfyldt

Til receptionen i kantinen har Kirsten Abels over 100 gæster efterhånden tygget sig gennem en del miniburgere og bruschetta. Nogle gør sig klar til kaffen og de små stykker chokolade i buffeten, da hendes nuværende chef er nået til afslutningen på sin tale til jubilaren. 

Han roser hendes faglighed, betegner hende som en “slags institution” i afdelingen og siger, at hun er en form for strømpil for, hvordan medarbejderne har det på arbejdspladsen. 

Samtidig pointerer chefen, at hun ikke må stoppe på arbejdspladsen.

Det overvejer 69-årige Kirsten Abel dog, fortæller hun til fagbladet Teknikeren. 

Tilbage i juni 2023 havde hun alderen til at gå på folkepension, og byggesagsbehandleren tager nu et arbejdsår ad gangen. 

“Jeg vil gerne finde ud af, hvad jeg skal lave, så jeg ikke får en pensionsdepression. Jeg kan ikke se mig selv bare gå derhjemme og ikke foretage mig noget andet end at sove længe. Jeg synes, det skal være noget meningsfyldt," siger Kirsten Abel.