Alex skal på Skills: Jeg blev fanget af mit fag fra dag ét

TL’er Alex Petersen synes, at hans erhvervsuddannelse er spændende. Og han glæder sig til at fortælle både unge og ældre om den til DM i Skills.

Studieliv
Alex Petersen er blevet fanget af sit fag og skal nu fortælle om sin uddannelse til Dm i Skills. Foto: Privat
Af Morten Halskov

Alex Petersen elsker at arbejde med anatomi, sundhed og mennesker. 

Men ellers havde han ikke de store forventninger til sin kommende uddannelse, inden han skulle begynde på den. Han gik ind til det nye med åbent sind. 

“Jeg havde ikke den store idé om, hvad det egentlig handlede om. Jeg troede, man bare lavede en høreprøve, og det var sådan set det. Men jeg blev meget hurtigt fra dag ét fanget af, hvor meget mere teori og praktisk spændende, der ligger bagved,” siger TL’eren til fagbladet Teknikeren.

Skills er spændende

I januar 2025 begyndte Alex Petersen på uddannelsen som audiologiassistent hos Syddansk Erhvervsskole i Odense. 

Nu er han nået cirka gennem halvdelen af uddannelsen og er i gang med sit andet praktikforløb - hos Audiologisk Klinik på Aarhus Universitetshospital.

Torsdag i denne uge bytter fredericianeren dog de vante lokaler på hospitalet i Aarhus ud med TL’s stand i et stort telt i Hjørring, hvor danmarksmesterskaberne for elever på erhvervsuddannelser foregår i år. 

Det er første gang, at Alex Petersen skal deltage til DM i Skills, som han selv har meldt sig til. 

"Det er spændende. Og jeg synes, at det er en god idé at komme ud og vise uddannelsen til andre unge mennesker,” siger han. 

Læs også: Teknisk uddannelse får nyt navn

Hænderne i teorien fra skolen

Han fortæller, at eleverne på uddannelsen til audiologitekniker både lærer om øret, dets funktion samt sundheden og musikken i det. Men også om teknik samt samspillet med patienter, pårørende og kolleger.  

“Uddannelsen indeholder meget inden for både anatomi og teknik, som jeg synes, er utroligt spændende. Jeg kan også lide, at det handler om samarbejdet med patienter og deres pårørende. At du får den etiske og anerkendende forståelse til at samarbejde med dine patienter. Og at det ikke skal gå så hurtigt, at du bare møder patienten på et tidspunkt, og så fem minutter efter ser du den næste patient. Du kan følge patienterne gennem nærmest hele processen, og der er patienter, du kommer til at huske,” siger Alex Petersen. 

Hvad er det bedste ved uddannelsen?

“Jeg kan godt lide, at man kan komme ud i praksis og få hænderne i den teori, du har lært på skolen. Du får lov til at møde patienterne, og du kan se, at patienterne bliver glade for at komme hos os. Det er jo glæden ved ens arbejde," siger han.

Alex Petersen fremhæver også, at man som elev på uddannelsen på et tidspunkt får mulighed for at lave høreprøver på patienter, mens elevens vejleder står ved siden af. Og senere i forløbet at lave høreprøver, mens vejlederen står i et andet lokale.

“Vi bliver hele tiden bygget op til at være mere og mere selvstændige, så vi selv kan tage opgaven,” siger han.  

Læs mere fra audiologiområdet: Janne har kæmpet i årevis for at få erstatning for sin arbejdsskade

Kan være svært at finde en læreplads

Er der ikke noget dårligt, eller noget der mangler ved uddannelsen til audiologitekniker?

“Det meste er positivt. For mig har det sværeste nok været at få en læreplads. Du starter på grundforløbet til hospitalsteknisk assistent, og så skal du have en læreplads for at kunne starte på uddannelsen. Der er ikke det største antal lærepladser, men jeg endte med at få en læreplads,” siger TL’eren.

Han gør opmærksom på, at der på audiologiområdet er lærepladser både hos det offentlige og i private virksomheder.

Vil du anbefale uddannelsen til andre? 

“Jeg vil bestemt anbefale uddannelsen til andre unge. Jeg synes, det er en uddannelse, man burde overveje, hvis man har en interesse inden for sundhed og arbejde med patienter og borgere og også har en interesse i forhold til arbejde inden for teknologi,” siger Alex Petersen. 

Læs også: TL-formand: Helt urimeligt, at Janne skulle kæmpe så hårdt for erstatning

Svært at vælge

Til DM i Skills i Hjørring forventer han at komme til at svare på en masse spørgsmål om uddannelsen og faget. Både fra unge og ældre.

“Jeg ser frem til at kunne være med til at hjælpe dem et skridt frem ved at vise dem en uddannelse, hvor jeg har den største glæde. Jeg har altid glædeligt ønsket at hjælpe andre unge mennesker igennem den her proces, fordi det at vælge en uddannelse er svært,” siger den 27-årige elev og tilføjer:

“Jeg glæder mig mest til at kunne være et led til at hjælpe dem videre og se dem få en opløftning i deres valg af uddannelse. Se, at de bliver glade for at finde ud af, hvad det egentlig er, de gerne vil.”

Øregange og trommehinder på storskærm

Sammen med andre elever på TLs’ stand har Alex Petersen planlagt at lave nogle såkaldte videootoskopier. På den måde kan besøgende på standen se billeder på en skærm, mens eleverne som specialister undersøger gæsternes øregange og trommehinder. 

Deltagerne får også mulighed for at prøve et såkaldt benforankret høreapparat,  som sender lyd gennem vibrationer ind til vores små øreknogler. 

Hvordan har du det med, at uddannelsen til audiologitekniker er et demonstrationsfag og ikke et konkurrencefag på Skills?

“For mig er det faktisk helt ligegyldigt. For jeg kommer ikke på Skills med en forventning om, at jeg skal være dér for at kunne yde mit bedste og for at kunne vinde noget. Jeg kommer for at være med til at hjælpe de unge mennesker til at finde ud af, hvilken uddannelse de gerne vil på,” siger han. 

Vil blive i faget

Selv er Alex Petersen ikke i tvivl om, at uddannelsen til audiologiassistent er den rette for ham.

Hvad er dit drømmejob?

“Jeg vil gerne fortsætte her. For jeg synes, at det at være audiologitekniker er spændende,” siger han. 

Eleven forklarer, at han har overvejet at gå videre og specialisere sig inden for området. Det kunne være at have med børn at gøre. Eller specialisere sig inden for det såkaldte cochlear-implant, som kan få svært hørehæmmede til at høre bedre.  

“Det er også et fag, hvor der er gode arbejdsmuligheder, fordi der er mangel på folk,” siger Alex Petersen.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL