Har du tidligere fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne?
Så bør du nærlæse denne artikel.
En dom fra Højesteret betyder nemlig, at flere med en anerkendt arbejdsskade kan få mulighed for erstatning for tab af erhvervsevne.
Det gælder dig, der tidligere har fået afslag, fordi dit tab af erhvervsevne blev vurderet til at være under 15 %.
Indtil nu har det været fast praksis, at man ikke kunne få erstatning for tab af erhvervsevne, hvis tabet var mindre end 15 %. Men den praksis er nu ændret efter Højesterets dom den 28. april 2026.
Dommen betyder, at et mindre tab i nogle tilfælde alligevel kan give ret til erstatning, hvis tabet er klart, varigt og mindst 5 %.
Hvad betyder tab af erhvervsevne?
Tab af erhvervsevne handler om, hvorvidt en arbejdsskade har gjort det sværere for dig at tjene det samme som før skaden. Det kan for eksempel være, hvis du efter en arbejdsskade har måttet gå ned i tid, skifte til et lavere lønnet job eller på anden måde har mistet indtægt på grund af skaden. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) beskriver tab af erhvervsevne som, at skaden har forringet den tilskadekomnes muligheder for at tjene penge ved arbejde.
Kan din sag genoptages?
Det kan være relevant at få din sag vurderet igen, hvis du kan svare ja til disse punkter:
- Du har fået anerkendt en arbejdsskade.
- Du har tidligere fået en afgørelse om, at dit tab af erhvervsevne var under 15 %, og at du derfor ikke havde ret til erstatning.
- Du havde et indtægtstab på mindst 5 %som følge af arbejdsskaden.
- Indtægtstabet var klart og varigt.
- Afgørelsen er truffet af en relevant myndighed, for eksempel Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Arbejdsskadestyrelsen, Sikringsstyrelsen, Ankestyrelsen eller en tilsvarende arbejdsskademyndighed.
Det er ikke sikkert, at alle sager kan genoptages, og det er heller ikke sikkert, at en genoptagelse fører til erstatning. Men hvis du tidligere har fået afslag på grund af 15 %-grænsen, kan det være vigtigt at få undersøgt, om dommen har betydning for dig.
Hvad skal du gøre?
Hvis du tror, at dommen kan have betydning for din sag, bør du finde den tidligere afgørelse frem. Det er en god idé at se efter, om afslaget netop skyldtes, at dit tab af erhvervsevne blev vurderet til under 15 %.
Du er også velkommen til at kontakte TL’s medlemscenter, hvis du er i tvivl. Her kan vi hjælpe dig med at vurdere, om din sag bør undersøges nærmere.
Vi kan også hjælpe dig med at anmelde sagen.