Grønt lys: Statens forhandlinger genoptages

Forhandlingerne om de statslige overenskomster er tilbage på sporet efter en midlertidig pause under valgkampen. Det betyder, at processen igen er i gang, og at urafstemningen fortsat forventes gennemført i april.

Arbejdsliv
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Forhandlingerne om de statslige overenskomster er nu blevet genoptaget.

Efter at forhandlingerne i slutningen af februar blev sat på pause som følge af udskrivelsen af folketingsvalg, har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST) nu vurderet, at forhandlingerne kan genoptages – selvom valgkampen fortsat er i gang.

Det betyder, at forhandlingerne er startet op igen og fortsætter frem mod den 10. april.

I Teknisk Landsforbund har vi allerede forhandlet to af vores tre organisationsaftaler på statens område. Den sidste forhandling, som blev aflyst på grund af pausen, kan nu gennemføres som planlagt inden for den genåbnede tidsramme.

For medlemmerne betyder det først og fremmest, at processen igen bevæger sig fremad. På nuværende tidspunkt forventer vi derfor, at den oprindelige tidsplan for urafstemning kan fastholdes, så medlemmerne kan tage stilling til det samlede resultat i løbet af april.

Vi arbejder for at sikre de bedst mulige resultater for vores medlemmer og melder ud, så snart der er nyt om forhandlingerne og det endelige resultat.

Medlemmer omfattet af overenskomsten vil få direkte besked, når aftalen sendes til afstemning.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL