TL’er valgt til Folketinget – vil fortsætte på sit studie

Ellen Emilie er for første gang blevet valgt til Folketinget. Men TL'eren har ikke tænkt sig at droppe sit studie.

Arbejdsliv
"Jeg har virkelig kæmpet for det, håbet på det, men jeg havde ikke forventet det 100 procent," siger TL'er Ellen Emilie om sit nyvalg til Folketinget.
Af Morten Halskov

TL’er Ellen Emilie forventer at få travlt og skulle arbejde meget, efter at hun er blevet valgt til Folketinget for Moderaterne.

Men ikke mere travlt, end at hun sideløbende med arbejdet på Christiansborg kan fortsætte og gøre sin uddannelse til katastrofe- og risikomanager færdig.

Det fortæller hun i et interview med fagbladet Teknikeren.

”Jeg vil gerne blive færdig sammen med mit hold. Jeg er meget tæt med min klasse,” siger Ellen Emilie.

Hun går nu på sjette semester på uddannelsen på Københavns Professionshøjskole og vil gøre det og syvende semester færdigt samt lave en bacheloropgave.

”Jeg har ført to valgkampe det seneste år, mens jeg har været på studiet. Og jeg kan ikke forestille mig, at det bliver hårdere end det. Jeg har fire eksamener tilbage, så det tager jeg stille og roligt. Jeg er meget tilfreds med min indsats på studiet, og jeg tror og håber, at jeg vedholde den. Så jeg er ikke vildt bekymret, ” siger hun.

Ellen Emilie stillede i efteråret 2025 også op som kandidat for Moderaterne til kommunalvalget i København, men partiet fik ikke valgt nogen af dets kandidater til Borgerrepræsentationen.  

Fejret af familien

Onsdag sad Ellen Emilie i sin lejlighed i København og fulgte med på hjemmesiden valgtal.dk, hvor optællingen af de personlige stemmer hele tiden blev registreret.

”Da det blev meget tæt, ringede jeg til mine forældre og sagde: I bliver nødt til at komme, fordi jeg er ved at dø af stress,” siger hun.

Begge forældre, hendes bonusmor og mindre søskende fulgte opfordringen - og optællingen frem til klokken 17, hvor Ellen Emilie blev klar over, at hun var valgt ind i Folketinget. Med 84 flere personlige stemmer end sin nærmeste forfølger hos Moderaterne i Københavns Storkreds.

“Det var virkelig rart. Hvis jeg nu ikke var blevet valgt, var det rart at være omgivet af familie, der ligesom kunne gribe én. Og det var også virkelig rart at være omgivet af dem, når vi kunne fejre mit valg,” siger hun.

Ellen Emilie er et af de nyvalgte folketingsmedlemmer. Foto: Privat
Næstflest stemmer

Ellen Emilie fik 1.175 personlige stemmer. Det var næstflest blandt Moderaternes kandidater i Københavns Storkreds - kun overgået af den afgåede regerings hidtidige kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som fik 8.132 personlige stemmer. Dermed fik hun partiets andet og sidste mandat i kredsen.

”Jeg har sprængt listen og slået et siddende folketingsmedlem. Det var overhovedet ikke givet på forhånd. Jeg har virkelig kæmpet for det, håbet på det, men jeg havde ikke forventet det 100 procent," siger det nyvalgte folketingsmedlem.

24-årige Ellen Emilie fortæller, at hun har fået en del beskeder fra nogle af sine medstuderende på uddannelsen til katastrofe- og risikomanager.

”Folk er stolte af mig og har heppet på mig. Folk har både taget det pænt at have en politiker i klassen, men også været supersøde og forstående. De har haft en virkelig stor respekt for, at man lægger så meget arbejde i noget. Så det har virkelig været fedt,” siger hun.

Sug i kroppen

Torsdag havde Ellen Emilie sin første arbejdsdag i Folketinget. Moderaterne havde gruppemøde på Christiansborg, og hun var i den såkaldte velkomstby for at få praktisk information om sin nye arbejdsplads.

”Det var helt crazy. Det var også meget stort. Jeg blev lidt rørt. Jeg har snart været med i projektet i partiet i fem år. Det er så mange frivillige timer og så meget af sit liv, man har viet til partiet, til projektet og til politik,” siger hun og tilføjer:

”Og det med endelig at få noget anerkendelse og blive valgt på baggrund af det, man har lavet, er bare vanvittigt stort. Og så er der også noget meget, meget stort over at gå ind på Christiansborg om morgenen og blive smilet til af vagterne. Når jeg lige pludselig sidder og er én af dem, der kan få lov til at gøre en forskel. Det giver sådan et sug i kroppen på en måde, jeg ikke har mærket før, når jeg har været herinde.”

Torsdag havde Moderaterne deres første gruppemøde efter folketingsvalget i tirsdags. Foto: Privat.
Spændende og megasjovt

Hvilke forventninger har du til at skulle sidde i Folketinget?

”Jeg har i hvert fald en forventning til, at det bliver hårdt, udfordrende, og at der kommer rigtig meget arbejde. Men jeg har også en forventning til, at det bliver megasjovt og spændende,” siger Ellen Emilie.

Hun oplyser, at Moderaterne endnu ikke har konstitueret sig og fordelt arbejdet mellem partiets i alt 14 ny- eller genvalgte medlemmer af Folketinget.

Tre mærkesager

Hvad vil du arbejde for i Folketinget?

”Jeg håber virkelig, at jeg kan få lov til at arbejde med nogle af de mærkesager, jeg har kæmpet for. Det vil helt klart være det fedeste,” siger hun.

Ellen Emilie fortæller, at hun havde tre mærkesager i valgkampen:

  1. En ny boligskat og fremtidens boligmarked for hendes generation.
  2. En friere folkeskole, hvor alle trives.
  3. Vi skal stadig huske klimaet og have rent vand i vores vandhaner.
Kan bruge sit fag

TL’eren vil også meget gerne arbejde med samfundssikkerhed og beredskab, fordi hun er i gang med at uddanne sig til katastrofe- og risikomanager.

Er der noget fra dit fag, som du tænker, du kan bruge i Folketinget? 

”Jeg har lige været til eksamen i risikoledelse. Jeg tænker, at man på alle måder og former kan bruge det. Min uddannelse har også givet mig et enormt stort indblik i hele beredskabs- og samfundssikkerheden, men også forsvarsverdenen. En viden, som jeg håber, jeg kan bidrage med i Folketinget,” siger Ellen Emilie.

Ellen Emilie forventer, at det både bliver hårdt arbejde og megasjovt at være medlem af Folketinget. Foto: Privat
Skal skrive under på Grundloven

Hvad glæder du dig mest til, når du skal sidde i Folketinget?

”På kort sigt glæder jeg mig allermest til at skulle underskrive Grundloven. Det bliver virkelig, virkelig stort. Både på grund af det historiske og det ansvar, man tager på sig. Det bliver også meget alvorligt. Det glæder jeg mig virkelig til. Det bliver fandme vildt,” siger Ellen Emilie.

Alle nyvalgte folketingsmedlemmer skal under en formel ceremoni skrive under på Grundloven og dermed love, at de vil overholde Danmarks forfatning. Ceremonien finder sted 14. april.

Hvad er din personlige drømmeregering?

”Jeg tror, hvis jeg kunne bestemme helt frit selv, så skulle det være en regering hen over midten. Og måske i virkeligheden bare den, vi har nu med et ekstra parti, enten fra den ene eller den anden side. Men jeg ved ikke, hvor realistisk det er. Men altså lige nu føler jeg, at alt kan ske,” siger TL’eren.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL