Strømsvigt: Hvad gør I, hvis alt går i sort?

Mange virksomheder er dårligere forberedt, end de tror. Ekspert giver fem enkle trin til at undgå kaos, når krisen rammer.

Forsvar og beredskab
Illustration: Thomas Thorhauge.
Af Ditte Damsgaard

Modstandsdygtige virksomheder skal have beredskabsplaner og fleksible arbejdsgange, og det handler også om at tage højde for, at strømmen kan gå på job, mener Troels Behrenthz Andersen.

Han er sektionsleder for Innovation og Digital transformation hos Teknologisk Institut og rådgiver virksomheder inden for resiliens. Han har bl.a. været projektleder for det Industriens Fond-finansierede initiativ Modstandsdygtig.DK.

”Hvor ligger der en walkie talkie, så vi kan snakke på tværs af bygninger? Langt de fleste virksomheder har nøglekort og digitale nøglesystemer. Hvem ved f.eks., hvordan vi kommer ud ad porten, hvis strømmen går? Hvor ligger nøglen, hvor er redskabet til at få skydedørene op? Har vi fri, til strømmen er tilbage, og ved medarbejderne, om de skal møde ind alligevel? Mødes vi så ude foran bygningen, eller hvordan kommer vi ind?”

En medlemsundersøgelse viste sidste år, at 29% af TL-respondenternes arbejdspladser delvist har en beredskabsplan og 25% har en beredskabsplan.

Det burde være 100 %, mener Troels Behrenthz Andersen.

”Der skal tages stilling og ligge en beredskabsplan, der godkendt og stemplet. Det er vigtigt at have snakken om ”hvad nu hvis”. Det er ikke for sjov at der bliver sendt flyers ud til os alle sammen i e-boks. Det tager ikke lang tid at lave en 5-punkts opstilling på, hvad vi gør, hvis noget sker. Det kunne f.eks. være en god idé at have lidt vand på lager i kælderen.”

Fordi en kæmpe del af vores teknologi kommer fra USA, er det en god idé at lave nogle plan B’er til skuffen.

”Hvis noget sker, kan man skifte system eller platform. Sørg for at analysere og overveje potentielle scenarier, inden de opstår, så de vigtige beslutninger om f.eks. skift af platform kan træffes på et oplyst grundlag, frem for tilfældigt.”

5 råd til mere modstands­dygtighed

  1. Skab et solidt fundament. Arbejdet med modstandsdygtighed skal være forankret i ledelsen.
  2. Fokuser på innovation. En modstandsdygtig virksomhed har evnen til at omstille sig til nye forhold og nye kundebehov.
  3. Implementér systematisk risikostyring. Risikostyring handler om at identificere, vurdere og håndtere potentielle hændelser.
  4. Kortlæg forretningen for at identificere kritiske aktiviteter, ressourcer og afhængigheder. Overvej, hvor længe driften kan tåle at være nede, og hvilke omkostninger et driftsstop vil medføre.
  5. Styrk cyber- og informationssikkerheden. Start med at kortlægge og vurdere virksomhedens væsentligste informationer og indfør sikkerhedstiltag, såsom løbende opdatering af programmer, backup af data og brug af stærke adgangskoder.

[ Dansk Standard og Teknologisk Institut ]