På Statens Serum Institut (SSI) arbejder beredskabs- og facilitykoordinator Oliver Kofod hver dag med at sikre, at instituttet kan fungere, også når krisen rammer.
På SSI udvikler de livsvigtige vacciner, og derfor skal beredskabet altid være på plads.
”Vi har folk på arbejde døgnet rundt. Det kræver, at vi har styr på adgang, beredskab og kommunikation. Jeg koordinerer det praktiske, hvilke sikkerhedstiltag der er i gang, og hvordan vi træner medarbejderne,” fortæller han.
SSI Campus på Amager er større end Tivoli, og sikkerheden skal rumme alt fra kontorer til avancerede laboratorier. En vigtig del af arbejdet er samarbejdet med myndighederne.
”Vi har store oplag af gasarter, og vi er en samfundskritisk institution. Menneskeliv kommer altid først, men vi har også en bakteriesamling, som bogstavelig talt er uvurderlig. Det ville være katastrofalt, hvis den gik tabt,” siger Oliver Kofod.