Som S&I-koordinator (sikkerhed og interoperabilitet) i Banedanmark sidder Victoria Zenon midt i et komplekst maskinrum af regler, projekter og sikkerhedsprocesser, og hendes arbejde handler om at bidrage til, at hele samfundet kører på skinner.
”Jeg hjælper projekter med at få deres sikkerhedsgodkendelser, så nye strækninger og anlæg bliver bygget på en forsvarlig måde. Det kan være alt fra en ny perron til en større elektrificering. Min rolle er at sikre, at der er styr på dokumentationen og på, at de rigtige fagkompetencer er inddraget,” forklarer Victoria Zenon.
For selv små fejl kan få store konsekvenser.
”Når passagerer sætter sig ind i toget, skal de kunne stole på, at alt er sikkert.”
For Victoria Zenon handler arbejdet ikke kun om transport, men om mobilitet af samfundets vigtigste funktioner.
”Hvis jernbanen bryder sammen, rammer det langt ud over transportsektoren. Sygeplejersken, lægen eller hjemmehjælperen kan pludselig ikke komme på arbejde. Jernbanen binder mennesker sammen, men også hele vores beredskab i bredeste forstand, og derfor er sikkerheden på sporene også en del af beredskabet i et større perspektiv,” siger Victoria Zenon.
Hun nævner et lille konkret eksempel fra sit arbejde, som kunne have udviklet sig til forsinkelser og fejl på projektet, hvis det ikke opdages i tide.
”Jeg er ikke ekspert i strøm, men jeg kunne se, at der manglede kompetence på området. Så mit arbejde blev at sørge for, at de rette fagfolk kom på banen for at sikre en retvisende fareidentifikaton. Det er essensen af koordinatorrollen at samle trådene og sikre, at alt bliver gjort ordentligt fra begyndelsen af.”
Hun begyndte i Banedanmark som praktikant under studiet som katastrofe- og risikomanager, blev siden deltidsansat, og i dag arbejder hun fuldtid som en del af S&I koordineringen.