Måned efter måned er priserne på mange af landets boliger steget. Det betyder, at boligejernes friværdi vokser og vokser. Og at mange af landets boligejere har betydelige formuer bundet i deres boliger.
Din friværdi er boligens aktuelle markedsværdi minus gælden i boligen.
Det vil sige, at hvis din bolig er vurderet til at koste 3 millioner kroner, og du har en samlet gæld i boligen på 2,5 millioner kroner, så er boligens anslåede friværdi 500.000 kroner.
Hvis du er boligejer - eller overvejer at blive det - kan du her få nogle fif til, hvordan du kan få fat i boligens stigende værdi.
Pengene kan du bruge til for eksempel at betale af på dyrere bankgæld eller forsøde dit eller din families liv.
Hvor meget er boligpriserne steget?
Ifølge Danmarks Nationalbank har det danske boligmarked overordnet set været i fremgang siden 2023.
Priserne på enfamiliehuse er på landsplan steget moderat, mens ejerlejlighedspriserne er steget hurtigere.
Der er en tendens til, at priserne stiger først og mest i de største byer, særligt i København, mens stigninger kommer senere og i mindre omfang i resten af landet, skriver Nationalbanken.
Realkredit Danmark lavede i juni 2025 en opgørelse, der viste, at den gennemsnitlige boligejer havde en friværdi på over 1,4 millioner kroner. Der er store geografiske forskelle, men i 47 ud af landets 98 kommuner havde husejerne i gennemsnit en friværdi på over 1 million kroner.
Ifølge Jyllands-Posten steg prisen på et hus i 2025 med 5,7 % på landsplan. I København er prisen på ejerlejligheder vokset med mere end 20 %.
En ny prognose fra Nationalbanken viser, at huspriserne i 2026 vil stige med 6 % på landsplan. Og at der vil komme yderligere - men dog mindre - prisstigninger i 2027 og 2028.
Hvordan kan man udnytte sin friværdi?
Du har flere muligheder for at trække penge ud af murstenene og bruge din friværdi til at få mere luft i din økonomi her og nu.
Her er nogle af mulighederne.
Hvad er et tillægslån i boligen?
En af de mest brugte løsninger er, at du optager et nyt lån - ud over dit eksisterende realkredit- eller banklån - med sikkerhed i din bolig. Det kan være et nyt realkreditlån eller et banklån.
Du kan typisk låne op til 80 % af boligens værdi (75 % for sommerhuse).
Det er ofte en billig låneform sammenlignet med et forbrugslån, da du stiller din bolig som sikkerhed i forbindelse med tillægslånet.
Pengene fra tillægslånet kan du for eksempel bruge til at dække udgifter i dagligdagen, renovere boligen for eller til at afdrage dyrere gæld.
Husk: Du skal betale etableringsomkostninger, når du optager et nyt lån, for eksempel tinglysningsafgift og gebyrer.
Hvad er et nedsparingslån?
Du kan måske også vælge et såkaldt nedsparingslån. Denne lånetype bliver også kaldt “at spise murstenene”.
Her låner du penge med sikkerhed i din boligs friværdi. Ofte kan lånet laves som en kredit, hvor du løbende kan hæve pengene, eller som en udbetaling af et større engangsbeløb.
Mange nedsparingslån er afdragsfrie. Det betyder, at du skal betale en lavere ydelse om måneden. Og at du først skal indfri din gæld, når du sælger din bolig.
Du skal være opmærksom på, at nedsparingslånet især henvender sig til boligejere, der har en solid friværdi og har afdraget en væsentlig del af deres gæld. Der kræves typisk en friværdi på op til 60 %.
Sælg boligen - eller en del af den
En klassisk løsning er at sælge huset og flytte i noget mindre. Det er den mest direkte måde, at du kan frigøre hele din boligs friværdi som kontanter.
Du behøver dog ikke nødvendigvis at sælge hele boligen og flytte fra den for at frigøre friværdi. Flere virksomheder er begyndt at tilbyde alternative løsninger.
For eksempel virksomheden Verdi. Den tilbyder, at boligejere kan få penge i hænderne her og nu mod at afstå retten til en del af sin friværdi på det tidspunkt i fremtiden, hvor boligen bliver solgt, skriver Berlingske.
Du vil fortsat eje boligen i hele den periode, aftalen løber.
Overfor Berlingske gør cheføkonom Jens Hjarsbeck fra Mybanker opmærksom på, at du ved at vælge denne løsning afgiver retten til en del af de fremtidige stigninger i boligens friværdi . Og i perioder med høje boligprisstigninger kan det løbe op i rigtigt mange penge, oplyser han.