Det er vigtigt, at du handler hurtigt, hvis du har haft et firma til at lave visse håndværker- eller serviceopgaver i din bolig i 2025 - og gerne vil have skattefradrag for ydelserne.
For hvis du ikke allerede har betalt for det udførte arbejde, skal du gøre det senest 28. februar 2026. Det er sidste frist for at betale for opgaver, der blev udført i 2025, hvis du skal have en skattefordel.
Du kan få fradrag i din betaling af skat for op til flere tusinde kroner med håndværker- og servicefradraget, som flere og flere danskere er begyndt at benytte sig af.
Et ægtepar, der udnytter deres maksimale skattefradrag for ydelserne i 2025, kan få en skatterabat på cirka 9.000 kroner, skriver rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO i dets elektroniske nyhedsbrev Depechen.
Hvad er håndværkerfradraget?
Et flertal i Folketinget genindførte det såkaldte håndværkerfradrag per 1. januar 2025.
Det er et slags grønt håndværkerfradrag. Det betyder, at du kan trække arbejdsløn til håndværkere fra i din skat, hvis du for eksempel har fået udskiftet vinduer, isoleret loftet eller afmonteret en brændeovn i dit hjem eller sommerhus.
Altså drejer det sig om arbejdsløn til eksempelvis energibesparende forbedringer, energiforsyning og klimasikring.
Håndværkerfradraget for 2025 er op til 8.600 kroner per person over 18 år.
Håndværkerfradragets værdi er på cirka 26 procent. Det vil sige, at hvis du har betalt 3.000 kroner for en håndværksydelse, så sparer du cirka 780 kroner i skat ifølge Skattestyrelsen.
Du skal være opmærksom på, at du kun kan få fradrag til vedligeholdelse og reparation af en eksisterende helårsbolig eller fritidsbolig. Du kan ikke få fradrag for nybyggeri.
Hvad er servicefradraget?
Med servicefradraget kan du få helt eller delvist fradrag for det, du har betalt i arbejdsløn for serviceydelser i 2025. Det gælder, hvis du for eksempel har haft et firma til at udføre rengøring, børnepasning, havearbejde eller reparation af hårde hvidevarer i dit hjem.
Flere opgaver er blevet omfattet af servicefradraget for perioden 2025-2027. Hvis du har fået eksempelvis fældet træer, anlagt en ny græsplæne, renset tagrender eller installeret en tyverialarm, kan der være et fradrag til dig.
Husk: Servicefradraget gælder, uanset om du bor i eget hus, egen lejlighed eller i en andelsbolig eller lejebolig.
Servicefradraget for 2025 er op til 17.500 kroner per person over 18 år. Og servicefradragets værdi er ligeledes på cirka 26 procent.
Hvilke krav er der til håndværkerfradraget og servicefradraget?
Der er en række andre krav, som du skal opfylde, hvis du skal have håndværker- og servicefradraget. Det drejer sig ifølge Skattestyrelsen blandt andet om:
- Du kan kun få fradrag for udgifter til arbejdsløn, ikke materialer.
- Du skal bo i boligen (helårsbolig), mens arbejdet bliver udført.
- Hvis du har flere helårsboliger, kan du kun få fradrag for den bolig, hvor du har folkeregisteradresse.
- Hvis du både har helårsbolig og sommerhus/fritidsbolig, kan du samlet set kun få fradrag for den gældende sats.
- Ægtefæller/samlevende med fælles økonomi kan dele fradraget, uanset hvem der har betalt. I skal selv indtaste hver jeres andel for at dele fradraget. I kan dog hver højst få fradrag for den gældende sats i det pågældende år.
- Du skal betale med dankort eller via MobilePay eller netbank, ikke med kontanter.
- Husk: Du skal gemme din dokumentation for det udførte arbejde.
Hvordan får man håndværkerfradrag og servicefradrag?
Hvis du skal have fradrag for 2025, skal du Log på TastSelv hos skattevæsenet og vælge Håndværker- og Servicefradrag.
Hvad kan man få i håndværkerfradrag og servicefradrag i 2026?
Hvis du ikke har fået udført arbejde i 2025, som du kan få håndværker- eller servicefradrag for, så fortvivl ikke. For du kan også gøre brug af ordningerne i år.
For 2026 kan du trække op til 9.000 kroner fra i skat per person i håndværkerfradrag.
Beløbet for servicefradraget er også hævet i år, så du nu kan få fradrag for 18.300 kroner per person.