Er der penge på Fritvalgs Lønkontoen, når jeg holder en særlig feriedag, fritvalgsdag eller seniordag med løntræk?
Du har midler på Fritvalgs Lønkontoen til at dække det løntræk, du får, når du afholder de særlige feriedage inden for kalenderåret.
Hvis du har valgt at opspare den del af fritvalgsbidraget, der stammer fra særlig feriegodtgørelse og seniorbonus (hvis du er 62 år eller derover), vil du have penge på Fritvalgs Lønkontoen til at dække løntræk i forbindelse med fritvalgsdagen eller seniordagene.
Hvis du har valgt at få disse dele af fritvalgsbidraget udbetalt med månedslønnen eller indbetalt på din pensionsordning, er der ikke nødvendigvis dækning, men så har du jo fået pengene.
Får jeg pension og særlig feriegodtgørelse af udbetalingerne fra Fritvalgs Lønkontoen?
Nej, du får ikke indbetalt pensionsbidrag og særlig feriegodtgørelse af udbetalingerne. Ved indbetalingen til Fritvalgs Lønkontoen er både pension og særlig feriegodtgørelse indregnet i beløbet.
Hvordan får jeg udbetaling fra Fritvalgs Lønkontoen?
Du kan få udbetaling fra Fritvalgs Lønkontoen, når du holder fri, uanset om det er mindst en feriedag, en særlig feriedag, fritvalgsdagen, en seniordag, eller en overenskomstmæssig fridag.
Du vælger selv, hvor stor en del af beløbet på din Fritvalgs Lønkonto, du vil have udbetalt.
Skal jeg holde en fridag for at få penge fra Fritvalgs Lønkontoen udbetalt?
Ja, du kan kun få udbetalt penge fra Fritvalgs Lønkontoen i forbindelse med, at du holder en feriedag, en særlig feriedag, fritvalgsdagen, en seniordag, eller en overenskomstmæssig fridag.
Kan jeg få hele beløbet på Fritvalgs Lønkontoen udbetalt på en gang? Og hvornår?
Ja, du kan få hele beløbet, der står på din Fritvalgs Lønkonto, udbetalt på én gang, når du holder en fridag.
Hvis jeg aftaler med min leder, at jeg holder fri nogle flere dage, end jeg har ret til, kan jeg så trække på min Fritvalgs Lønkonto, når jeg holder dem?
Nej. Du kan kun få udbetaling fra Fritvalgs Lønkontoen i forbindelse med, at du holder mindst en feriedag, en særlig feriedag, fritvalgsdagen, en seniordag, eller en overenskomstmæssig fridag.
Du kan som hidtil aftale yderligere frihed, end den du har ret til.
Bliver jeg trukket i løn, når jeg holder fri?
Ja, du bliver trukket i løn, når du holder de særlige feriedage, fritvalgsdagen og seniordagene.
Hvordan beregnes løntrækket?
Du blive trukket i løn for det antal timer, du skulle have arbejdet den pågældende dag. Hvis der ikke har været fastsat et bestemt timetal for denne dag, foretages fradrag for 7,4 timer for en fuldtidsansat. Hvis du er ansat på deltid, er det et forholdsmæssigt timetal.
Kan jeg overføre pengene fra min Fritvalgs Lønkonto til det næste år?
Nej. pengene kan ikke overføres. Hvis der er penge ved årets udgang, udbetales de med december-lønnen eller indbetales til din pensionsordning, hvis du ønsker det.
Hvad sker der med de penge, der står på Fritvalgs Lønkontoen den 31. december?
Hvis der er penge på Fritvalgs Lønkontoen, bliver de udbetalt med december-lønnen. Du kan vælge i stedet at få dem indbetalt på din pensionsordning.